
Ventilation
Undersøgelse af bygningers ventilation før og efter renovering
Ventilation har stor betydning for bygningers energiforbrug, derfor er det en vigtig parameter at måle, før og efter en renovering, når den reelle energibesparelse skal bestemmes.
Ventilationsmængden kan ligeledes ændre sig markant, hvis klimaskærmen tætnes, eller hvis ventilationsformen ændres.
Ventilationsmængden før renoveringen lever ofte ikke op til de gældende regler om luftmængder, og hvis bygningerne renoveres med nyt mekanisk ventilationssystem med varmegenvinding, hæves ventilationsmængden til de gældende lovkrav, og den forventede besparelse bliver reduceret væsentligt. En anden stor fejlkilde til, at energiforbruget ikke passer overens med det beregnede er, når facader efterisoleres, eller vinduer udskiftes, så facaden bliver tæt, og infiltration reduceres. Hvis der ikke kompenseres for dette manglende luftskifte et andet sted, vil energiforbruget godt nok falde, til gengæld vil indeklimaet formentlig også blive forringet.
Førmålinger
Der er stor forskel på den eksisterende situation i fht. ventilation i de syv testejendomme. Nogle har ren naturlig ventilation, andre har udsugningsanlæg med begrænset luftskifte, og de resterende udsugningsanlæg lever fint op til de gældende lovkrav til luftskifter i boliger. I ejendommene med udsugningsanlæg er anlæggenes luftmængder og elforbrug målt og eventuelle tidsskemaer er indhentet. I ejendomme med naturlig ventilation er der foretaget enten passive sporgasmålinger eller trykdifferencemålinger mellem ude og inde.
|
Mekanisk udsugning, før [l/(s∙m2)] |
Skoleparken A4 |
0,07 |
Skoleparken B4 |
Anlæg 1: Defekt Anlæg 2: 0,10 |
Holbergsgade |
Ingen |
Ryesgade |
Ingen |
Gadehavegård |
Anlæg 1: 0,32 Anlæg 2: 0,35 |
Hjortegården |
Halv drift: 0,20 Fuld drift: 0,40 |
Eftermålinger
De samme typer målinger vil blive foretaget efter endt renovering, hvis der er ændret på ventilationsform eller klimaskærm. Det forventes, at fem af de syv ejendommene vil have mekanisk balanceret ventilation med varmegenvinding efter endt renovering. Tre af anlæggene bliver decentrale anlæg, som placeres i lejlighederne, og de to sidste anlæg bliver centrale ventilationsanlæg, som placeres i loftrum.